31. maj 2010 13:00
-
Send artiklen Sommerudstilling med nærvær til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Henrik Stebit har ikke blot malet tøjklemmer med en mariehøne på. Han har også bygget motivet i stor størrelse. I baggrunden ses nogle af Benny Nybos fotografier.
Sommerudstilling med nærvær
På Sortekilde viser tre kunstnere skønheden i alt det, vi er så heldige at have lige omkring os
KERTEMINDE: De blodrøde valmuer, det smukke hav, fugle og havnen er de motiver, der især pryder væggene på Sortekilde denne sommer.
1 anbefaler denne artikel
Fotograf Benny Nybo og billedkunstnerne Henrik Stebit og Lis Pilegård havde i lørdags fernisering på en fællesudstilling der har fokus på alt det, vi har lige omkring os.
Udstillingen blev åbnet af borgmester Sonja Rasmussen, der holdt åbningstalen, konstaterede, at det var velvalgt at lade åbningen falde sammen med Turismens Dag.
- I dag skal vi være turister i vores egen kommune, og det er et godt koncept. Som regel er der en tendens til, at vi mener, at jo længere væk, jo større oplevelser. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Det store og det spændende kan godt ligge lige henne om hjørnet, sagde Sonja Rasmussen.
- I tre kunstnere har tydeligvis blikket og sanserne rettet mod det, der er lige her og nu - i det omkringliggende. Det handler om det ord, der hedder nærvær. Udstillingen her hjælper os andre med at bemærke den livgivende detalje i det nære - give os ny inspiration til at åbne øjnene.
Benny Nybo viser bl. a. billeder fra en tur på havnen - med fiskere og måger og kuttere og det hele. Samt en stribe smukke billeder af den på en gang skrøbelige og hårdføre valmue.
Valmuerne går igen i Lis Pilegårds motiver. Og hun har også ladet sig drage af havet og lavet nogle fine billeder derfra.
Henrik Stebit har kastet sin kærlighed på fuglene, og desuden har han været ude og finde motiver i landskabet lige omkring os. Og så har han haft en særlig forkærlighed for en tøjklemme med mariehøne på - mere nærvær kan man næsten ikke få.
Udstillingen kan ses alle hverdage hele sommeren igennem. I løbet af sommeren vil der desuden også blive åbent i weekenderne.